onsdag den 6. april 2016

På vandet igen

Jeg var på vandet med Søren i tirsdags på en meget kort tur til vigen  ved Kirsebærholmen og tilbage til kajakklubben. Fire skønne uger i fantastiske Portugal er årsagen til, at jeg ikke har været i kajakken i marts, men nu er jeg klar igen. Vi var blot syv, der satte ud fra Møllekrogen og roede i kraftig modvind til Lyndby og retur. Jakob havde en ven med, han skulle prøve at ro med os. Da vi klædte om, var det let støvregn og kraftig vind fra sydsydvest, så det blev en hurtig omklædning. Vi fulgte kysten i passende afstand for at få lidt læ, farten er ikke værd at nævne, men det gik da i roligt tempo med blot 4 km/t i gennemsnit. Jan fortsatte til Lyndby og sælstenen, mens vi andre lagde ind ved vikingeskibene, hvor det er muligt at finde læ. Vikingeskibet Aslak var kommet i vandet og lå flot sommerklar ved bredden.

Aslak klar til sommertogterne.

Vi fik gjort os det behageligt ved et af de andre skibe og nød frokosten i læ for vind og vand. Efter frokost gik vi over til Lejre Havkajak for at beundre de to nye sheltere, som er ved at være færdige. Derefter tilbage, lidt oprydning og så i kajakkerne for at nyde turen tilbage til Møllekrogen i medvind, som efterhånden var oppe på ca. 10 m/s, så der var fart på. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen, og så nød vi lige en kop kaffe, inden vi kørte hjem. Det blev en fin tur med lidt sol til sidst, men det var ikke en tur, hvor vi skulle have ros for at holde sammen.



TUREN: Fra Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato. 6. april.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Jens, Jan, gæsten Niels-Ulrik og jeg.
Turens længde 15,6 kilometer.
Vejret: Kraftig vind fra sydsydvest 6 - 10 m/s lidt støvregn og lidt sol sidst på turen.
Temperaturerne: Både vand og luft ca. 8 grader.


Ingen kommentarer: